Sådan holder du dit hus præsentabelt

 

Der er flere grunde til, at det kan betale sig at passe godt på dit hus. En af de vigtigste er, at man føler sig væsentligt bedre tilpas i et velplejet hus end i et hus, der ser nedslidt og misvedligeholdt ud. En anden grund er, at et hus, der udadtil virker præsentabelt, sender et stærkt signal om, at dets beboere har styr på tingene. Men vedligeholdelse af husets ydre er ikke kun vigtigt ud fra et kosmetisk perspektiv. Det kan nemlig få store konsekvenser for huset, hvis det er angrebet af eksempelvis alger, og der ikke bliver taget hånd om det i tide.

 

Alger og mos er to af de største udfordringer for danske boligejere, og netop disse to pestilenser er kendt for at kunne føre til fugtskader på taget eller husets facade, hvis de er tilstede i store mængder. Både alger og mos er nemlig gode til at holde på fugten, og derfor skal disse to typer af belægning på facade, tag eller terrasse tages særligt alvorligt. På den måde hænger et velplejet ydre altså sammen med husets generelle tilstand, og ved at pleje husets ydre kan du komme til at spare mange penge på reparationer på den lange bane.

 

Pas godt på husets tag

Et af de steder, der ofte bliver angrebet af både mos og alger, er husets tag. Derfor anbefales det, at du giver dit tag en algebehandling hvert år. Du kan vælge at gøre det selv eller få det gjort af en professionelt firma. Vælger du at gøre det selv, skal du sætte dig ind i hvilke produkter til algebehandling, der er lovlige i Danmark. Derudover skal du selvfølgelig have sikkerhed med i betragtning, så du f.eks. ikke begiver dig op på taget, mens det regner eller blæser. Du kan også investere i noget ekstraudstyr til din højtryksrenser, som gør det muligt at rejse taget med benene solidt placeret på jorden, hvis taget ikke er for højt oppe.

 

Hold facaden algefri

Hvis husets ydre mure er angrebet af alger eller mos, er det vigtigt at reagere hurtigt. Hvis facaden får en algebehandling i tide, vil det nemlig ofte være muligt at slippe af med gevæksterne uden at skulle foretage en gennemgribende rensning af murværket. En algebehandling af facaden foregår ved, at der bliver sprøjtet et algedræbende middel ud over murene. Midlet opløser algernes cellevægge, hvilket får dem til at tørre ud.

 

Ved hårdere angreb kan du være nødt til at få foretaget en facaderensning. Dette vil fjerne genstridige alger og mos, uden at dit murværk tager skade. En facaderensning kan følges op med en imprægnering. Ved at imprægnere husets facade minimerer du risikoen for fremtidige angreb af mos og alger.

 

Gør terrassen sommerklar

Også husets terrasse er et yndet mål for alger, mos og det lav, der i daglig tale kaldes flisepest. Heldigvis kan det lade sig gøre at rense de uønskede alger på fliserne ganske effektivt med en fliserens. Igen gælder det om at være ude i tide, hvis man opdager, at terrassen er blevet indtaget. Reagerer man hurtigt, kan det være nok at sprøjte terrassen med et algedræbende middel. Alternativt kan det blive nødvendigt at få foretaget en fliserensning, eventuelt med efterfølgende imprægnering, for at slippe helt af med diverse ubudne gæster. I øjeblikket findes der ét godkendt algebekæmpelsesmiddel på markedet i Danmark, og brug af uautoriserede midler er ulovlig. Er du i tvivl, kan du vælge at få algebehandlingen eller fliserensning foretaget af en fagmand.

 

Det kan indimellem være hårdt at være boligejer. Bedst som man tror, at man har fået styr på det hele, dukker der nye problemer op – flisepest på terrassen, mos på taget eller alger på husets facade. Men heldigvis er der masser af ting, du kan gøre for at bekæmpe og forebygge de forskellige gener, der nemt kan opstå.